Mistænkt i forbindelse med busangreb i Dortmund var IS-medlem


Arkivfoto.


En mistænkt i forbindelse med tirsdagens bombeangreb mod en spillerbus i Dortmund blev medlem af Islamisk Stat i Irak i 2014.

Det oplyser den tyske anklagemyndighed.

Der er endnu ikke bevis for, at den mistænkte, som blev fængslet onsdag, udførte bombeangrebet. Det tilføjer anklageren ifølge dpa i en pressemeddelelse.

Den fængslede mand er angiveligt iraker, skriver flere medier.

Ifølge anklagemyndigheden rejste han til Tyskland via Tyrkiet og ankom i begyndelsen af 2016.

Mens han har opholdt sig i Tyskland, har han været i kontakt med medlemmer af Islamisk Stat, mener anklagemyndigheden.

Spillerbussen var tirsdag aften på vej til Dortmunds stadion, hvor spillerne skulle møde Monaco i en kvartfinale i Champions League.

I alt eksploderede tre sprængladninger og sårede to – heriblandt den spanske spiller Marc Bartra i bussen.

Sagen undersøges for eventuelle “terrorforbindelser”.

I forbindelse med onsdagens anholdelse af den mistænkte IS-sympatisør, kom det frem, at yderligere en person er mistænkt i sagen.

– To mistænkte fra det islamistiske miljø er kommet i fokus i vores efterforskning, sagde anklager Frauke Köhle.

– Begge deres lejligheder er gennemsøgt, og en af de to er blevet anholdt, tilføjede hun.

Efter angrebet har politiet fundet tre ens breve nær gerningsstedet.

Frauke Köhle oplyste onsdag, at alle breve antyder et islamistisk motiv.

De er skrevet på tysk og fylder alle én side.

Med ordene “I Allahs navn, den nådige, den barmhjertige” indledes teksten, der blandt andet henviser til brugen af Tornado-fly i Syrien, som Tyskland har udsendt som en del af kampen mod Islamisk Stat i landet.

Samtidig opfordrer de til at lukke den amerikanske base Ramstein i det vestlige Tyskland.

/ritzau/Reuters