Arkivfoto
Mindst to personer er omkommet, efter at en lastbil fredag eftermiddag er kørt ind i en folkemængde og et stormagasin i Drottninggatan i det centrale Stockholm.
Det bekræfter den svenske statsminister, Stefan Löfven, på et pressemøde fredag eftermiddag.
Ifølge tv-stationen SVT er otte kommet til skade.
Flere svenske medier har tidligere citeret unavngivne politikilder for oplysningen om, at der er tre døde.
Men kort efter klokken 16 siger en pressetalsmand for politiet i Stockholm til nyhedsbureauet TT, at politiet ikke ønsker at udtale sig om antallet af døde.
Vidner og unavngivne kilder fortæller desuden til Aftonbladet, at en mand er blevet anholdt af politiet ved Olof Palmes Gata, som ligger tæt på det sted, hvor lastbilen kørte ind.
Alt tyder på, at der er tale om en terrorhandling, siger Stefan Löfven.
Ifølge SVT har der desuden været skyderi flere steder. Men det er ikke bekræftet af politiet.
Der meldtes klokken 15.45 om skudløsninger ved metrostationen Fridhemsplans i Stockholm.
Samtidig advarer svensk politi folk mod at tage ind i centrum.
Flere bevæbnede betjente, som stod ved stormagasinet Åhléns, begyndte at affyre skud umiddelbart efter lastbilens ankomst. Samtidig begyndte folk at løbe, fortæller Aftonbladets journalist.
– Jeg gik på hovedgaden, da der kom en stor lastbil ud af ingenting.
– Jeg kunne ikke se, om nogen kørte den, men den kom ukontrolleret. Jeg så mindst to blive påkørt. Jeg løb derfra, så hurtigt jeg kunne, siger øjenvidnet Dimitris til Aftonbladet.
Et andet øjenvidne, Elin Stjerngren, fortæller, at lastbilen kørte fra Odenplan mod Åhléns.
– Vi var inde i en butik. Den kørte ind i et vindue nogle meter derfra. Jeg hørte glas, som blev knust, og skrig. Der er mange mennesker og politi og mennesker overalt. Mennesker løber fra pladsen, siger hun til SVT.
Og Leander Nordling stod inde i Åhléns parfumeafdeling, da der pludselig lød et højt brag.
– Det lød som en bombe, der eksploderede, og det begyndte at ryge kraftigt gennem hovedindgangen, siger øjenvidnet til Aftonbladet.
Meldingen tidligere på eftermiddagen var, at lastbilen var i brand, og at der var 20 brandbiler på stedet.
Til Sveriges Radio sagde en talsmand for Stockholms brandvæsen, at de forsøgte at slukke ilden og tage hånd om de skadede.
Politiet fik meldingen om lastbilen klokken 14.53.
Lastbilen er blevet stjålet tidligere på dagen og tilhører firmaet Spendrups.
– Det er en af vores distributionsbiler, som kører med leverancer.
– I forbindelse med en levering til restauranten Caliente er der nogen, som hopper ind i førerkabinen og kører væk med bilen, mens føreren losser den, siger kommunikationschef Mårten Lyth til SVT.
Det er fortsat uvist, hvem eller hvilke personer der har været i lastbilen, da den kørte ind i det centrale Stockholm, og meget er i øjeblikket uklart, siger politiets pressetjeneste ifølge TT.
Oven på hændelsen har politiet spærret det svenske parlament, Riksdagen, af. Den svenske regerings ministre skal være fragtet i sikkerhed.
Al togtrafik, som kører gennem Stockholms hovedbanegård, er standset, skriver SVT. Senest har politiet evakueret hele banegården og desuden lukket metroen ned.
Og det store sygehus Karolinska er gået i katastrofeberedskab og har indkaldt alt ledigt sundhedspersonale.
/ritzau/