Skyderi i Fields: Metrolinjer på Amager lukkes midlertidigt

KØBENHAVN: For at fragte gæster fra Royal Arena hjem lukkes metrolinjerne på Amager midlertidigt for andre rejsende. Cityringen kører videre.

Som følge af skyderiet ved Field’s på Amager tidligere i dag, er en koncert i Royal Arena her til aften blevet aflyst.

For at hjælpe gæsterne hjem vil metroen blive benyttet.

Det betyder, at metrolinjerne på Amager vil være midlertidigt lukket. Andre rejsende har derfor ikke mulighed for at bruge metrolinje M1 og M2 længere end til Kongens Nytorv i en periode.

Cityringen vil fortsat køre, ligesom også S-tog og busser kører som normalt.

Gæsterne i Royal Arena vil blive fragtet til Kronen i Vanløse, hvorfra de kan tage hjem eller blive hentet af pårørende.

Der arbejdes desuden på at skaffe psykologhjælp, som vil være tilgængelig for alle, der har behov for det.