Gerningsstedet i Aalborg
Søndag aften blev der affyret flere skud på en p-plads på Saltumvej i Aalborg, og politiet er fortsat i fuld gang med efterforskningen.
Politiet har hele natten og dagen efterforsket intensivt i sagen, hvor der søndag aften omkring kl. 21.00, blev afgivet flere skud på en parkeringsplads på Saltumvej i det østlige Aalborg.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
– Vi kan ikke udtale os i detaljer om vores efterforskning, men den går i mange retninger, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, der leder politiets arbejde med sagen.
Efterforskningen indebærer blandt andet tekniske undersøgelser og vidne-afhøringer samt afhøringer af de anholdte.
Anders Uhrskov pointerer, at politiet fortsat gerne hører fra borgere, der har set noget – eller andre, der måtte ligge inde med oplysninger af relevans for sagen. Man kan ringe til politiet på 114.
Tre personer er fortsat anholdt
Skyderiet skete i forbindelse med en konfrontation mellem flere personer.
Kort efter skudafgivelserne kørte flere biler fra stedet.
En person blev ramt af skud i benet, og han er efterfølgende behandlet på hospitalet for ikke livstruende skader. Yderligere en person blev ramt af et køretøj og pådrog sig skrammer.
Disse to personer samt yderligere en person er fortsat anholdt i sagen.
De anholdte – der alle er mænd – er 23, 23 og 27 år gamle. Senere i dag vil det bliver vurderet, hvorvidt disse personer skal løslades eller anholdelserne skal opretholdes.
Nordjyllands Politi vil være massivt til stede i området med henblik på både efterforskning og tryghedsskabende patruljering.
– Vi er særdeles opmærksomme på at være synlige i det berørte område, fastslår vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.