Teleoplysninger spiller væsentlig rolle i sag om gaderøverier


    Arkivfoto.


    Seks unge mænd sidder mandag på anklagebænken i Retten på Frederiksberg, hvor de er tiltalt i en omfattende sag om gaderøverier.

    I politiets efterforskning af sagen har særligt teleoplysninger spillet en væsentlig rolle, kommer det frem under forelæggelsen af sagen.

    – En forbundet telemast kan sige noget om, hvor telefonens bruger befinder sig på et bestemt tidspunkt.

    – Det er således et centralt bevistema at få belyst, hvem er brugeren af de enkelte telefoner, og hvor har de enkelte telefoner befundet sig på gerningstidspunkterne, siger forsvarsadvokat Søren Eriksen.

    Det er forsvarsadvokat Søren Eriksen, der efter aftale forelægger sagen, der bliver kørt som en nævningesag. Normalt er det anklageren, der har den opgave.

    De seks mænd, der er i alderen 18 til 21 år, nægter sig alle skyldige.

    Røverierne, som de er tiltalt for at have begået, er sket i juli til oktober 2015 samt et enkelt røveri tilbage i april 2014.

    I alt er mændene anklaget for at have begået 16 gaderøverier på Frederiksberg og i København. De beskyldes for at have deltaget i forskelligt omfang.

    Af anklageskriftet fremgår det, at 21 personer har været ofre i den lange række af gaderøverier.

    – Vi åbner dig, det ender galt, hvis du ikke gør, som vi siger, lød truslen mod en ung mand ifølge anklageskriftet, hvor han blev truet med kniv.

    – Vi ved, hvor din lillebror går i skole, lød en anden trussel mod ofret.

    Han blev først truet til at aflevere 1200 kroner, og bagefter blev han presset og beordret til at begå røverier mod to supermarkeder i Valby.

    Det blev ifølge anklagerne til såkaldte kassedyk, hvor han nøjedes med at stjæle penge fra kasseapparaterne. Det hævdes i øvrigt, at han blev holdt fangen i mere end fire timer.

    Sagen fortsætter over de næste måneder, hvor flere end 30 personer skal vidne i den omfattende sag.

    /ritzau/