23-årig sigtet for narkokørsel for tredje gang


Arkivfoto.


HELSINGE: Fredag ved 17-tiden stoppede patruljer fra Nordsjællands Politi en personbil på Valbyvej, lige i udkanten af Helsinge, og det så mere dramatisk ud end det var, oplyser Nordsjællands Politi.

En Skoda kørte gennem Helsinge by ad Skolegade og ud på Valbyvej, der sad tre personer i bilen og en politipatrulje bemærkede køretøjet som de ville kontrollere, muligvis som en følge af et ‘hit’ på en nummerpladescanner.

Eftersom der var tre personer i bilen så fik patruljen assistance og et øjeblik efter blev bilen bragt til standsning på Valbyvej af patruljerne, ifølge øjenvidner var der tre patruljevogne på stedet.

– Det var en helt rutinemæssig kontrol af bilens fører, og han blev narkometertestet hvilket gav udslag på cannabis og kokain, oplyser Vagtchef for Nordsjællands Politi, Martin Bakke, til Netavisen Gribskov.

Bilens fører var en 23-årig mand, og han måtte vinke farvel til sin bil idet han nu havde skrabet tre sigtelser til sig for narkokørsel indenfor tre år – og hans kørekort står umiddelbart til en ubetinget frakendelse i en årrække.

De to passagerer måtte gå fra stedet, mens den 23-årige mand fik en tur på bagsædet af patruljevognen ind til Hillerød, hvor han fik udtaget en blodprøve og efterfølgende igen sat på fri fod.