Levende killinger proppet i plasticpose og smidt i skraldespand


Arkivfoto


En kvinde gjorde torsdag et makabert fund i Greve. Tre små killinger var smidt levende i en skraldespand.

Det var en 71-årig kvinde som opdagede killingerne tidligt torsdag aften.

De tre små katte var proppet i en plasticpose og var derefter kylet i en skraldespand ved Grøftehuset i Greve.

Killingerne er formentlig omkring seks uger gamle, og de blev tilsyneladende fundet kort efter, at de var smidt i spanden, for de var i live og havde det efter omstændighederne godt. De blev via Dyrenes Beskyttelse kørt til et dyreinternat.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner eller andre, der har kendskab til, hvor killingerne kommer fra.

Udover at det er en utilstedelig måde at skille sig af med dyr på, så er det også ulovligt, og politiet vil gerne finde frem til gerningsmanden, lyder der fra politiet.

Hvis du har oplysninger i sagen kan du ringe på 114.