Person affyrer flere skud mod en bil i Frederikssund


    Arkivfoto


    Nordsjællands Politi er ikke kommet meget nærmere at finde ud af, hvad der var baggrunden for, at der mandag eftermiddag blev affyret to-tre skud mod en bil i Frederikssund.

    Politiet fik anmeldelsen om skyderiet i Servicegaden klokken 15.45.

    – Ifølge anmeldelsen mødes to biler i Servicegaden. En person stiger ud af den ene bil og affyrer flere skud mod den anden med en sort pistol, fortæller vagtchef Ole Hestbæk.

    Efter skyderiet kørte bilerne – den ene sølvgrå, den anden sort- fra stedet.

    Mandag aften har politiet ikke fået oplysninger om, at nogen skulle være blevet ramt af skud. Man har heller ikke fundet tekniske spor som patronhylstre, der bekræfter skyderiet.

    Alligevel er politiet ikke i tvivl om, at der rent faktisk er blevet skudt.

    – Vi har flere vidner, der uafhængigt af hinanden har fortalt om episoden, forklarer Ole Hestbæk.

    /ritzau/