Mand fik bank med caféstol da han kom kvinde til undsætning


    Arkivfoto.


    En 25-årig mand skal søndag for en dommer i Københavns Dommervagt, fordi han lørdag slog en anden mand flere gange i hovedet med en caféstol.

    Volden skete, da manden forsøgte at lægge sig imellem og mane til besindighed, da den 25-årige overfusede en kvinde på gaden.

    – Manden griber en stol og slår den anden i hovedet med den et antal gange, siger den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi.

    Optrinet fandt sted lørdag formiddag foran en café på Borgbjergsvej i Københavns sydvestkvarter.

    Sigtelsen lyder på grov vold, fordi manden har brugt stolen som en slags våben.

    Ofret, der er en 45-årig mand, har fået alvorlige skader i hovedet. Der er ikke nærmere oplysninger om hans tilstand.

    /ritzau/