Modelfoto.
Små børns seksualitet er tabu i en sådan grad, at både pædagoger og ledere efterspørger mere viden på området.
Det viser en ny kortlægning med svar fra 377 ledere og pædagoger over hele landet, som organisationen Sex & Samfund udgiver mandag.
I dag mødes børnenes nysgerrighed af forbud i daginstitutioner.
Samtidig har mistanker om pædofili fået mange børnehaver og vuggestuer til at indføre regler for pædagogernes samvær med de små. Det skriver organisationen, der beskriver sig selv som vagthund for seksuel sundhed og rettigheder.
Målet med kortlægningen er at fremme børnenes trivsel i forhold til krop og seksualitet. Og så skal forældre og personale have redskaber til at tale sammen om emnet, lyder det fra Sex & Samfund i en pressemeddelelse.
– Vores kortlægning viser, at et målrettet arbejde med børns seksualitet fremmer fokus på emnet i det pædagogiske arbejde og styrker dialogen med forældre og kolleger, siger national projektleder Morten Emmerik Wøldike.
Sex & Samfund anbefaler, at børnenes seksualitet bliver et målrettet tema i alle børnehavers pædagogiske læreplaner.
– Det handler både om at skabe de rigtige rammer for børns nysgerrighed på krop, køn og relationer og at udvikle et fælles sprog i institutionen for at tale med forældre om børns seksualitet, siger Morten Emmerik Wøldike.
Pædagogerne mener, at det er en god idé at skrive børns seksualitet ind i de kommende læreplaner.
– Det er godt for personalet i et dagtilbud at være opmærksom på, at man også skal forholde sig til børns seksualitet, siger faglig sekretær i pædagogernes fagforening, Bupl, Lasse Bjerg Jørgensen.
Ifølge kortlægningen arbejder næsten to tredjedele af landets kommunale daginstitutioner ikke målrettet med indsatser, der kan fremme børns trivsel i forhold til seksualitet.
Kortlægningen viser desuden, at 88 procent af det pædagogiske personale gerne vil have mere informationsmateriale, som de kan dele ud til forældrene.
– Det har været et svært emne at tale om. Derfor vil vi have det højere op på dagsordnen, så det netop ikke bliver et tabu, fastslår Lasse Bjerg Jørgensen.
/ritzau/