Tiltale: Bandidos-teenagere skød for at dræbe rockerrival


Gerningsstedet i Næstved, september 2016.


To unge mænd med forbindelse til rockergruppen Bandidos er anklaget for at have forsøgt at dræbe et medlem af den rivaliserende bande Satudarah.

Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Mændene er også tiltalt for to andre skyderier.

Den mest alvorlige episode fandt sted på Parkvej i Næstved 23. september. De to mænd på nu 18 år affyrede ifølge tiltalen mindst ti skud mod en 30-årig mand, som blev ramt af mindst fire skud.


Flere optagelser fra gerningsstedet i Næstved, september 2016.

Han blev i al hast fløjet til Rigshospitalets Traumecenter. Han overlevede sine kvæstelser.

Straffesagen behandles som en nævningesag ved Retten i Næstved, og anklagemyndigheden vil kræve fængsel i fire år eller derover.

Duoen, der nægter sig skyldig, er også tiltalt for to andre skyderier, der også kunne have gået grueligt galt.

Natten til 4. oktober blev der ifølge tiltalen affyret mindst seks skud mod en bolig på Kildemarksvej i Næstved. Der opholdt sig fem personer på adressen, men ingen blev ramt.

13. oktober var den så gal igen. Mændene skød ifølge tiltalen to gange gennem en rude til et barneværelse.

I værelset lå et barn og sov. Tre andre personer var også i huset, men heller ikke her blev nogen personer ramt af skuddene.

Efteråret 2016 var i det hele taget en voldsom periode for Næstved. En konflikt mellem de to rockergrupper betød, at politiet havde travlt.

I perioden mellem 23. september og 13. oktober blev der registreret i alt fem skudepisoder i byen. Det fik politiet til at oprette såkaldte visitationszoner.

I en visitationszone kan politiet blandt andet kropsvisitere personer uden at have en mistanke om, at de har gjort noget forkert. Normalt må politiet kun visitere på baggrund af en mistanke.

Straffesagen mod de to er endnu ikke berammet.

To andre mænd har også været sigtet i sagen, men her blev der ikke rejst tiltale.

/ritzau/