Politiet anholder fire efter opgør på fynsk tankstation


En mand er onsdag kørt på hospitalet efter at have været udsat for vold på en tankstation på Åsumvej i Odense.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Hans Frederiksen.

– Han har været udsat for en hel del vold og højst sandsynligt også knivstik, siger vagtchefen og tilføjer, at han skulle være uden for livsfare.

Politiet fik anmeldelsen kort før klokken 12 og har siden anholdt fire personer i området omkring tankstationen.

Det tyder på, at det har været et internt opgør mellem nogle grupperinger, oplyser vagtchefen.

Politiet arbejder stadig på stedet, og området omkring tanken er afspærret.

/ritzau/