Bilist stikker af efter påkørsel af kvindelig fodgænger


En kvinde er i kritisk tilstand, efter at hun sent tirsdag aften blev ramt af en bil på Hovedvejen i Glostrup.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Lars Jørgensen.

– Det drejer sig om en fodgænger, der trækker sin cykel. Hun havde været inde og købe lidt at spise omkring krydset mellem Bryggergårdsvej og Hovedvejen. Da hun trækker sin cykel over Hovedvejen, bliver hun ramt, siger vagtchefen.

Kvinden blev bragt til Rigshospitalets Traumecenter efter ulykken.

Føreren af bilen, der ramte fodgængeren, stak af efter påkørslen. Københavns Vestegns Politi har dog tilsyneladende allerede opsporet og tilbageholdt vedkommende.

– Vi er næsten 100 procent sikre på, at vi har fat i den rette, siger Lars Jørgensen.

Vagtchefen oplyser desuden, at den formodede flugtbilist også er en kvinde.

– Vi har en mistanke om, at hun muligvis var påvirket, så det skal vi lige have undersøgt, siger vagtchefen.

Københavns Vestegns Politi fik anmeldelsen om ulykken klokken 23.01.

Politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om fodgængerens identitet, da de pårørende endnu ikke er underrettet.

Ulykken skete i den østgående retning på Hovedvejen i Glostrup. Begge vognbaner var på et tidspunkt spærret, men de er igen farbare.

/ritzau/