Arkivfoto
Et grædende spædbarn har formentlig reddet en ung familie fra en større tragedie mandag aften ved byen Maglebrænde på Falster.
Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Stefan Jensen.
– Det drejer sig om en familiefar, der bliver vækket af et spædbarn, der græder. Han står så op og bliver opmærksom på, at der er røg og flammer i huset, fortæller Stefan Jensen.
Politiet fik meldingen om branden klokken 22.45.
Da det går op for den 27-årige far, at huset står i brand, får han vækket resten af familien, der består af to voksne og fire børn.
De når alle at komme ud af huset i god behold, fortæller Stefan Jensen.
– Om det er røgen, der får vækket spædbarnet, eller om det er vågnet af sig selv, ved vi ikke noget om, siger vagtchefen.
– De har været meget heldige, tilføjer han.
Familien bor på en firelænget landejendom. Branden brød af endnu ukendte årsager ud i ejendommens stuehus.
Brandvæsenet har tidligt tirsdag morgen fået slukket branden.
– Der er sket store skader på huset, og taget er styrtet sammen, siger Stefan Jensen.
Faren i familien måtte tilses for en mindre røgforgiftning efter branden.
/ritzau/