Arkivfoto.
En 20-årig mand er tirsdag aften blevet bragt til Aarhus Universitetshospital, efter at han blev skudt i benet af ukendte gerningsmænd.
Det oplyser politikommissær ved Østjyllands Politi Carsten Dahl.
– Vi har ikke så mange oplysninger i sagen, men vi får en anmeldelse klokken 21.38 om, at en mand er kommet gående ved Gøteborg Allé, hvor han så bliver skudt i benet, siger han.
Den 20-årige mand bliver i øjeblikket opereret på hospitalet, men han er uden for livsfare, oplyser politikommissæren.
I forbindelse med episoden efterlyser politiet en nyere hvid bil – muligvis en Audi A4 eller Audi A6 – der kørte fra stedet formentlig med to gerningsmænd.
Carsten Dahl oplyser, at gerningsmændene skød mod den 20-årige mand uden at stige ud af bilen.
Østjyllands Politi kan foreløbig ikke oplyse noget om, hvorvidt episoden kan være banderelateret.
/ritzau/