Den forsvunde, 24-årige Nick Langkjær Hansen på McDonald’s på Store Torv i Aarhus.
Den 24-årige Nick Langkjær Hansen besøgte McDonald’s på Store Torv i Aarhus om morgenen 29. januar, lige inden han forsvandt sporløst efter en bytur.
Det viser to videoklip fra burgerbarens overvågning, som Østjyllands Politi offentliggør tirsdag.
Det ene viser den unge mand komme ind på McDonald’s klokken 05.23. På det andet ses han forlade stedet igen 24 minutter senere samtidig med en del andre personer.
Billederne er det sidste spor af den 24-årige.
Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der var i byen samme morgen, og som måske har set den unge mand.
Samtidig opfordres forretningsdrivende i byen til at gennemse deres videoovervågning fra samme morgen og kontakte politiet, hvis de genkender Nick Langkjær Hansen på billederne.
Eftersøgningen efter den forsvundne unge mand har koncentreret sig om Aarhus Å, hvor dykkere tidligere på måneden har ledt efter ham flere gange.
Blandt andet har politiet sammen med brandvæsnet gennemsøgt det yderste udløb af åen mod havnebassinet. Også i selve havnen er der blevet ledt efter ham fra båd.
Men eftersøgningen har indtil videre været forgæves.
24-årige Nick Langkjær Hansen var i byen med nogle venner lørdag aften. Han havde en aftale om at sove hos en ven, men dukkede aldrig op.
Han blev set på baren Hekkenfeldt i Skolegade klokken 04.47 søndag morgen. Og hans mobil er sidste gang gået på en mast kvart i fem.
Godt og vel en halv time efter dukkede han så op på McDonald’s. Men siden han forlod det sted, har ingen set eller hørt noget til ham. Han blev meldt savnet mandag eftermiddag, 30 januar.
Nick Langkjær Hansen beskrives som normal af bygning med mørkt, kort hår og omkring 180 centimeter høj.
På tidspunktet hvor han forsvandt, var han iført sorte jeans, mørk skjorte, Adidas-sko og en lang, sort vinterjakke.
Politiet hører gerne fra borgere, der eventuelt kunne have oplysninger om den forsvundne mand. Politiet kan kontaktes på 114.
/ritzau/