Politiet efterlyser mand efter kraftig brand i politibygning


Branden slog hurtigt gennem taget, da politiets nye bygning gik op i flammer.


Politiet vil ikke afvise, at den kraftige brand, som februar raserede politiets nye bygninger i Glostrup, kan være påsat.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse, hvor de samtidig efterlyser en mistænkelig person, som er set løbe fra stedet.

Det var torsdag den 9. februar omkring kl. 17.18, at Rigspolitiets nye bygning, som er under opførelse på Ejby Industrivej 125, blev ramt af en voldsom brand.

Siden branden er der gennemført brandtekniske undersøgelser for at klarlægge den mulige brandårsag.

Brandårsagen er endnu ikke fastslået, og det kan på nuværende tidspunkt derfor ikke udelukkes, at der kan være tale om en påsat brand.

Derfor er Københavns Vestegns Politi meget interesseret i at høre fra vidner, der har bemærket noget usædvanligt i området torsdag den 09.02.17 i tiden fra kl. ca. 17.00 til kl. 17.25.

Et vidne bemærkede en ung mand komme løbende fra området omkring Ingo Tanken, Ejby Industrivej 111 kl. 17.01. Han løb direkte over mod den nye bygning og videre ind i bygningen gennem den normale håndværker-adgang i bygningens sydvestlige hjørne ud mod skurbyen.

Den unge mand blev af vidnet beskrevet som:

A. Mand, mellem 170 & 175 cm. høj, bred af bygning, ikke nødvendigvis muskuløs. Han var iført en sort strikhue, som gik helt ned til øjenbrynene samt et sort tørklæde som dækkede underansigtet. Kort (taljelang) sort ”bomberjakke”, sorte, lidt forvaskede joggingbukser, med elastik omkring anklerne samt mørkegrå pile ned langs benene og muligvis mørke sko.

Gennemgang af overvågningsmateriale viser den efterlyste person, som løber fra området i tiden mellem kl. 17.18 – 17.19.

Personen løber ad Ejby Industrivej til Ringvejen, som han passerer og derefter forsvinder ind i villakvarteret nordvest for Nordre Ringvej.

Politiet vil gerne have hjælp til at identificere den unge mand, da han kan have vigtige oplysninger i sagen.