Tiltale: Københavners børneporno ville tage 133 døgn at se


Arkivfoto


I sin store lejlighed på Vesterbro i København har en 62-årig mand haft lagret enorme mængder børneporno.

Det fremgår af det anklageskrift, som anklager Jakob Buch-Jepsen onsdag præsenterer i Københavns Byret.

Blandt andet skal den tiltalte have samlet så mange videooptagelser, at han kunne sidde bag skærmen i 133 døgn og kigge på overgreb mod børn.

Mandens utrolige samling talte angiveligt også flere end 500.000 ulovlige billeder, heraf flere tusind i den allergroveste kategori.

Ifølge anklageren er sagen så grov, at han vil bede retten om at sprænge den normale strafferamme for besiddelse af børneporno. Typisk straffes forbrydelsen med højst et års fængsel.

– Sagen er blandt de tre største sager om besiddelse af børneporno, vi har haft herhjemme, siger Jakob Buch-Jepsen.

Ud over besiddelse af børneporno er manden tiltalt for at have forgrebet sig på en 12-årig dreng, som han netop havde mødt på en strand.

I retten afspilles en videooptagelse af overgrebet. Her kan man se, hvordan den tiltalte igen og igen smækker den nøgne dreng i numsen. Efter alt at dømme berører den 62-årige også drengen i skridtet.

Men den tiltalte mener slet ikke, at der er tale om en forbrydelse.

– Det var en uskyldig leg. Jeg bliver ikke seksuelt opstemt, siger manden, der har arbejdet som sælger, siden han som ung droppede ud af jurastudiet.

I det hele taget mener han, at anklagemyndigheden skyder forbi. De store mængder børneporno nægter han således at have downloadet. Angiveligt påstår han, at en eller flere lejere har efterladt materialet i hans lejlighed.

– Jeg synes, det er afskyeligt, siger den tiltalte om sit forhold til børneporno.

– Jeg er i hvert fald ikke til børn. Jeg lagde ud med kvinder og havde kærester på min egen alder. Så gik jeg over til mænd.

I dag er manden efter eget udsagn kærester med en 27-årig mand fra Filippinerne. De to har dog aldrig mødt hinanden. Forholdet foregår udelukkende på nettet.

– Essensen er, at vi er rigtig glade for hinanden, siger den tiltalte.

I retten er det kommet frem, at manden efter ransagningen af hans lejlighed skrev et 19 sider langt brev til Københavns Politi for at forklare sig.

Heri erkender han at have haft et enormt forbrug af lovlig porno på nettet. Selv skønner han at have brugt flere hundrede tusind kroner på interessen.

/ritzau/