Politikere advarer om medansvar for IS


    Arkivfoto.


    Vi har et medansvar for Islamisk Stat. Den islamistiske bevægelse i Irak blev skabt, fordi det amerikansk støttede shiamuslimske styre lavede overgreb på sunni-muslimer efter invasionen i 2003.

    Det mener flere politikere ved et åbent samråd med udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i Folketingets udenrigsudvalg om den danske indsats i Irak.

    Mogens Lykketoft (S) advarer om, at regimet ikke må træde endnu en “jernhæl i øjet” på mindretallet af sunni-muslimer. Derfor bør vi lægge vægt på at genskabe den irakiske nation, når IS er nedkæmpet, mener han.

    Enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl, efterlyser mere eftertanke fra udenrigsministeren om vores fejl, da Danmark i 2003 støttede USA’s militære koalition mod Saddam Husseins styre og det shiamuslimske styre.

    – At løse opgaven med Isil (IS) er også at skabe demokrati i Irak, siger Christian Juhl.

    SF’s udenrigsordfører, Holger K. Nielsen, påpeger, at shiamuslimske Iran kæmper i Irak. Konflikten mellem sunni- og shia-muslimer er kernen i IS. I Irak forsvarer sunni-muslimerne sig mod styret, mener han.

    – Hvem vil bagefter samle op? Hvilken rolle vil iranerne spille? Kan det forrykke balancer i regionen? Går det også ind i shia-sunni-konflikten? Iran har meget direkte indflydelse på disse shia-militser, siger Holger K. Nielsen.

    Udenrigsministeren mener, at Danmark ikke skal diktere, hvem det irakiske styre skal samarbejde med.

    – Vi er her ikke for at bestemme over Iraks fremtid. Det virker, som om man fra amerikanske side vil være aktiv for at stække iransk indflydelse. Det, kan man håbe, er rigtigt, siger Anders Samuelsen.

    Han håber, at det irakiske styre vil fare med lempe, når de befrier byen Mosul, så de religiøse kampe ikke blusser op.

    /ritzau/