Den brændende sportshal i Vejle
En kraftigt brand er sent søndag aften brudt ud i en idrætshal på Petersmindevej i Vejle.
Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Lars Grønlund.
– Vi arbejder i øjeblikket på at få slukket branden, der har godt fat i hallens tagkonstruktion, siger vagtchefen.
På grund af røgudviklingen fra branden opfordrer politiet beboere i området til at holde sig indendørs.
– Vi udsender snart en beredskabsmeddelelse, om at folk skal holde sig indenfor på grund af røgudviklingen på stedet.
Lars Grønlund oplyser, at idrætshallen ligger tæt på et boligområde ved Uhrhøj i Vejle.
Politiet har endnu ingen teorier om, hvordan branden er opstået.
– Det er for tidligt at begynde at sige noget om. Vi er stadig midt i slukningsarbejdet, siger Lars Grønlund.
/ritzau/