Arkivfoto
Fænomenet hævnporno er på programmet på Christiansborg, når politikere, retsvæsen og interesseorganisationer onsdag deltager i en åben høring.
Hævnporno er, når nøgenbilleder af en person bliver offentliggjort eller videresendt, uden at afsender har givet samtykke.
Det er Ligestillingsudvalget, der afholder den åbne høring. Formålet er, at der skal sættes fokus på de særlige forhold, der gør sig gældende, når en person bliver offer for hævnporno.
Derudover skal man forsøge at blive klogere på, hvilke forebyggende tiltag der kan mindske udbredelsen.
Ligestillingsminister Karen Ellemann (V), undervisningsminister Merete Riisager (LA) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) deltager blandt andre ved høringen.
Justitsministeren oplyser i den forbindelse, at regeringen i februar vil præsentere en række nye initiativer med udgangspunkt i indtryk og forslag fra onsdagens høring.
– Regeringen kommer derfor snart med en række initiativer, som skal sætte bredt ind – lige fra holdningsændring over forebyggelse til straf, siger Søren Pape Poulsen i en skriftlig kommentar og tilføjer:
– Justitsministeriet er ved at lægge sidste hånd på en kortlægning af problemet, hvor både Rigspolitiet, Rigsadvokaten, Red Barnet, Børns Vilkår og Dansk Kvindesamfund har bidraget med deres synspunkter og anbefalinger.
En dommer, Danske Skoleelever, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og Porno & Samfund vil også deltage ved høringen.
/ritzau/