Arkivfoto.
En ledende rocker med dansk-tyrkisk baggrund har mandag i Retten i Glostrup fået en straf på halvandet års fængsel i en sag om grov vold mod to fætre i en tyrkisk klub i en industribygning i Ishøj.
Den 42-årige mand er den ellevte, der dømmes i sagen.
I april sidste år blev 10 andre mænd på mellem 23 og 40 år dømt for at have planlagt og udført overfaldet på fætrene.
Syv af dem fik halvandet års fængsel, mens de sidste tre fik tre måneder mere. To andre mænd blev frifundet.
Størstedelen af de implicerede, herunder den 42-årige, der mandag fik sin straf, har ifølge anklagemyndigheden tilknytning til rockergruppen No Surrender i Brøndby.
Overfaldet på fætrene, der også har tyrkisk baggrund, fandt sted 17. august 2015.
Det var meget brutalt og efterlod de to mænd med dybe stiksår i ryggen og nakken. Ud over knive brugte mændene køller, sten, askebægere, stole og borde som våben.
Overfaldet blev oprindelig betegnet som et drabsforsøg. Tiltalen er senere ændret til grov vold.
Episoden fandt sted, efter at der tidligere samme dag havde været en kontrovers på gaden mellem en af fætrene og en af de nu dømte mænd.
Forud for retssagen mod mændene forlød det, at den brutale vold skyldtes et opgør om hashmarkedet, men det er ikke blevet bekræftet under sagen.
Den 42-årige var i første omgang flygtet ud af landet. Derfor måtte politiet efterlyse ham internationalt.
Han blev anholdt i Københavns Lufthavn i Kastrup. Her blev han fanget i paskontrollen, da han landede med et fly fra Tyrkiet efter 10 måneder på flugt.
/ritzau/