Mulig hashpusher truede med at skyde politiet


Arkivfoto.


En 41-årig mand var så utilfreds med, at politiet ransagede hans bopæl, at han truede med at skyde betjentene.

Onsdag formiddag gennemførte politiet en ransagning i Nørre-Asmindrup i Odsherred.

På adressen fandt politiet både skunk og hash. Der blev også fundet digitalvægte og salgsposer m.m., oplyser politiet.

En 41-årig mand med bopæl på adressen var særdeles utilfreds med politiets aktion. Så meget, at han ligefrem truede med at skyde betjentene.

Den 41-årige mand blev anholdt, og udover en sigtelse efter lov om euforiserende stoffer, så indkasserede han også en sigtelse for trusler mod politiet.

Den 41-årige blev løsladt efter endt afhøring.