Mænd sprængte pengeautomat i Odder – én er på fri fod


    Østjyllands Politi har anholdt to mænd efter en voldsom eksplosion ved Jyske Bank på Rosensgade i Odder natten til tirsdag.

    Da politiet ved 02-tiden nåede frem til stedet, viste det sig, at flere gerningsmænd havde sprængt en pengeautomat.

    Vidner så en stor, mørk personbil køre fra stedet med høj fart. Kort tid efter blev bilen set af en politipatrulje ved Solbjerg, og politifolkene satte efter.

    Jagten endte dog først i Tranbjerg, hvor gerningsmændene kørte ind på en blind vej. To personer løb fra bilen – den ene med en pose i hånden, hvorfra han ifølge politiet tabte en masse penge på vejen.

    – En politihund blev sendt efter ham, og han blev kort efter anholdt på Østerby Allé. Den anden slap væk fra stedet, skriver politiet i en pressemeddelelse.

    På bilens bagsæde sad en tredje mand med hænderne oppe. Han blev anholdt klokken 02.15.

    De anholdte er to mænd på 31 og 38 år fra henholdsvis Vejle og Viby J.

    De bliver fremstillet i et grundlovsforhør senere tirsdag. Da der er en tredje gerningsmand på fri fod, vil anklagemyndigheden anmode om dørlukning.

    /ritzau/