I forbindelse med de kommende forhandlinger om en rocker- og bandepakke vil Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet fjerne muligheden for prøveløsladelse for rockere og bandemedlemmer.
Det skriver Berlingske mandag.
Begge partier vil gøre en ende på kutymen, hvor kriminelle bliver prøveløsladt, efter at de har afsonet to tredjedele af deres straf.
– Det må være et selvstændigt mål at holde rockere og bandemedlemmer væk fra gaden, fra kriminaliteten og væk fra almindelige mennesker i så langt tid som overhovedet muligt, siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF) til avisen.
– Derfor synes jeg kun, det er fair, at når man idømmes en fængselsstraf for at have begået grov kriminalitet, skal den straf stå ved magt, og så skal man ikke prøveløslades efter to tredjedele af straffen.
I dag kan dømte kriminelle udelukkes fra prøveløsladelse, hvis de er medlem af en bande eller en rockergruppe, der er involveret i en aktuel konflikt.
Det er denne ordning, som de to partier vil udvide til per automatik at gælde for alle rocker- og bandemedlemmer.
Men det vil blandt andet være i strid med Grundloven. Det mener motorcykelklubben Hells Angels, hvis talsmand Jørn Jønke Nielsen i en pressemeddelelse skriver:
– De seneste års glidebane på strafferetsområdet har vist, at der igen og igen lovgives ud fra tilhørsforhold. Vi forventer som borgere i det danske samfund, at alle behandles lige for loven, og at hver enkelt borgers sag vurderes individuelt.
– Hells Angels MC Denmark må på det kraftigste tage afstand fra denne aggressive og populistiske fremfærd og vil i fremtiden med alle juridiske midler modarbejde tiltag af denne karakter.
Forhandlingerne om en ny rocker- og bandepakke indledes efter planen hos justitsminister Søren Pape Poulsen (K) på fredag.
Tidligere på året afviste nu afgåede justitsminister Søren Pind (V) forslaget om at fjerne muligheden for prøveløsladelse for bestemte grupper af mennesker.
Det skete med henvisning til hensynet til menneskerettigheder.
/ritzau/