Svensk politi jager dobbelte drabsmænd


    To personer er fredag aften blevet dræbt af skud i en café i Rinkeby, der er en forstad til Stockholm.

    Indtil videre har politiets jagt på drabsmændene ikke givet resultater.
    Det oplyser politiet i Sveriges hovedstad ifølge nyhedsbureauet TT.

    Ifølge tv-stationen STV er de dræbte to brødre i 20’erne. Oplysningen er ikke bekræftet af myndighederne.

    Politiet modtog meldingen om skyderiet lige før klokken 22.
    – En person er kørt på sygehuset og bliver behandlet for mindre skader. Der er vi også, for at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen, siger Towe Hägg, talsmand for politiet i Stockholm.

    En kilde siger til Aftonbladet, at en af de dræbte blev skudt i hovedet. SVT oplyser, at flere mænd bevæbnet med automatvåben kom ind caféen og åbnede ild mod personerne, som sad ved et bord.

    To til tre gerningsmænd i alderen 20 til 25 år forlod derefter gerningsstedet i en hvid bil. En pistol skal ifølge Aftonbladets kilde også været blevet anvendt i likvideringerne.

    Efter dobbeltdrabet samledes hundredvis af personer uden for det afspærrede område ved gerningsstedet.

    Der var en del uroligheder på stedet, berettede svenske medier.

    – Flere har kastet genstande mod vores politipatruljer, sagde Towe Hägg ved midnatstid.

    Politiet på stedet var iført beskyttelsesudstyr, og ingen betjente kom noget til.

    Ved midnatstid var kun få personer tilbage ved afspærringerne, og ifølge politiet var der faldet ro over gemytterne.

    Rinkeby ligger i den nordvestlige del af Stockholm. Området huser mange indvandrere og har før været præget af uroligheder og påsatte bilbrande.

    /ritzau/