17 personer omkommer i sammenstød mellem 56 biler i Kina


    Mindst 17 mennesker blev mandag morgen lokal tid dræbt i en voldsom trafikulykke på en motorvej i det nordøstlige Kina. 37 andre er kvæstet.

    Det rapporterer det kinesiske nyhedsbureau Xinhua tirsdag formiddag lokal tid ifølge CNN.

    Nyhedsbureauet citerer lokale myndigheder, der oplyser, at en stor redningsaktion blev iværksat umiddelbart efter ulykken. Her deltog politi, brandmænd, læger og embedsmænd.

    Ifølge myndighederne er ingen af de 37 kvæstede i livsfare.

    Glat føre og tåge menes at være årsag til, at hele 56 biler kørte sammen på motorvejen fra hovedstaden, Beijing, til storbyen Kunming i Shanxi-provinsen.

    Det havde ifølge Xinhua sneet og regnet før ulykken, der fandt sted omkring klokken 9 lokal tid.

    Dagen efter ulykken er motorvejen fortsat lukket, oplyser trafikmyndigheder i Shanxi.

    Der er samtidig blevet iværksat en officiel undersøgelse, der skal fastslå årsagen til ulykken.

    Motorvejsulykker er almindelige i Kina og er ofte forårsaget af for høj fart, aggressiv kørsel og manglende evne til at holde afstand til andre biler.

    Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO dør cirka 260.000 mennesker hvert år i Kina som følge af trafikulykker. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

    /ritzau/