En kendt psykisk syg mand satte lørdag aften en prop i togtrafikken i Korsør, da han truede med at springe ud fra en bro over skinnerne.
Manden var meget ophidset, men havde medbragt en lommelygte så han kunne se hvad der foregik og skældte ud på alt og alle mens han stod udenfor hegnet.
Inde under broen gjorde brandvæsnet både en springpude og et springlagen klar – udenfor mandens synsfelt – mens politiet og reddere ihærdigt forsøgte at snakke manden til ro.
Manden var dog meget vred på politiet, og præsterede undervejs at knipse en tændt cigaret direkte i ansigtet på en af politibetjentene.
Pludselig skreg manden at han ville springe, og begyndte at tælle ned. Her blev truslen taget så alvorligt, at brandfolkene løb frem fra skjulet under broen og stillede op under mandens udspringssted.
Manden skældte nu ud på brandvæsnet, da ‘man ikke må gå ude på skinnerne’.
Det lykkedes dog betjentene med stor tålmodighed og finesse, at tale manden så meget til ro at han kravlede ind i sikkerhed igen.
















