Arkivfoto
NSK har tirsdag anholdt fem personer.
De er sigtet for smugling af mere end 500 kilo hash.
Anholdelserne skete i Aarhus og København.
I den forbindelse blev der også foretaget ransagninger på flere adresser med relation til de anholdte.
Der er tale om fire mænd og en kvinde, der er i alderen fra 33 til 48 år og kommer fra Østjylland.
I forbindelse med aktionen har Østjyllands Politi, flere specialenheder i politiet, Skattestyrelsen og Toldstyrelsen bistået NSK.
”Jeg er meget tilfreds med, at vi i dag har bremset et stort organiseret hash-netværk fra Østjylland, som har indsmuglet omfattende mængder hash ind i landet med henblik på videresalg. Det er desuden vores opfattelse, at de anholdte har arbejdet sammen med bandemiljøet”, udtaler vicepolitiinspektør i NSK Lennart Rosenberg Glerup.
I forbindelse med ransagningerne tirsdag blev der fundet cirka 40 kilo hash og flere hundredetusinde kroner i kontanter. Desuden har NSK beslaglagt flere motorcykler, jetski og en motorbåd.
Fire af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag kl. 9:30 ved Retten i Aarhus.
Anklagemyndigheden vil begære om dørlukning under grundlovsforhøret, hvorfor NSK på nuværende tidspunkt ikke kan oplyse yderligere om sagen.