Dramatisk biljagt: Flugtbilist kørte med betjent hængende i bilruden


Arkivfoto


En 21-årig mand er sigtet for vold mod tjenestemand.

Han blev stoppet af politiet og en betjent stak hånden gennem ruden for at åbne bildøren, men den 21-årige rullede vinduet op og fik fastklemt betjenten.

Derefter kørte han afsted i høj fart med betjenten hængende fra ruden.

Episoden fandt sted onsdag aften kl. 20.32 på Jernaldervej i Hasle.

Her blev den 21-årige standset af en patrulje fra Østjyllands Politi.

De mistænkte ham for at have flygtet fra et uheld, der var sket ti minutter tidligere i Tilst.

Efter standsningen stak en betjent hånden og armen ind i mandens bil for at få åbnet døren, men den 21-årige flugtbilist rullede vinduet op.

Det medførte, at betjentens arm kom i klemme, hvorefter bilisten kørte fra stedet i høj fart – direkte imod den modkørende trafik med betjentens arm siddende fastklemt i bilen.

Betjenten fik revet sig løs efter nogle meters kørsel og var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Den 21-årige flygtede på ny fra stedet, men han blev anholdt på en nærtliggende adresse i Tilst kort tid efter.

Vidner, der måtte have set episoden eller have øvrigt kendskab til sagen og oplysninger med relevans for efterforskningen, bedes rette henvendelse til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.