Fremtrædende rocker fra Kolding: Sendt syv år i fængsel for hash og kokain


Arkivfoto.


Efter længere tids omfattende efterforskning blev en 50-årig mand anholdt torsdag.

Han blev anholdt for forsøg på salg af en større mængde hash og ikke under syv kilo kokain.

Fredag blev han idømt syv års ubetinget fængsel ved en straksdom.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Sydøstjyllands Politi betragter den dømte mand som et fremtrædende medlem af rockergruppen Hells Angels i Kolding-området.

Sagen har i en længere periode været efterforsket intensivt af Sydøstjyllands Politi og udspringer af en målrettet indsats mod organiseret bandekriminalitet.

Anholdelsen var kulminationen på den længerevarende efterforskning og indsats og skete i samarbejde med andre politikredse i en koordineret indsats.

Den dømte mand, der er fra Kolding, blev anholdt torsdag formiddag i forbindelse med en ransagning på en adresse i Kolding.

Han blev fredag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding, som førte til straksdommen.

Retten afgjorde også, at den 50-årige skal forblive fængslet frem til sin afsoning.

I relation til torsdagens ransagning i Kolding blev der også foretaget ransagninger på adresser i København og på Vestsjælland. I den forbindelse blev også en 25-årig kvinde fra København anholdt og sigtet for hæleri. Hun er efterfølgende løsladt.