I overhængende livsfare: Blev brutalt sparket og slået af to mænd i forening


Arkivfoto


Østjyllands Politi fremstiller onsdag to 18-årige mænd i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

De er begge sigtet for grov vold ved i forening at have overfaldet en 19-årig mand.

Overfaldet fandt sted på et stisystem i området ved Paderuphus i Randers SØ onsdag eftermiddag i sidste uge.

Her blev den 19-årige udsat for grov vold i form af spark og slag, inden gerningsmændene forlod stedet.

Politiet modtog anmeldelsen om overfaldet omkring kl. 17.00.

Ved betjentenes ankomst til stedet kort tid efter var den 19-årige i gang med at blive tilset i en ambulance.

Han blev efterfølgende kørt til behandling på hospitalet, hvor han blev vurderet til at have været i overhængende livsfare.

De to 18-årige blev anholdt tirsdag eftermiddag i forbindelse med politiets efterforskning af sagen.

Også to piger på 16 og 25 år blev anholdt og sigtet i sagen, men de er efterfølgende begge blevet løsladt efter endt afhøring.

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der måtte have befundet sig i området omkring gerningsstedet i tidsrummet fra omkring kl. 16.00 til 17.00 onsdag den 14. februar.

Vi er særligt interesserede i at komme i kontakt med den mandlige hundelufter, som fandt den 19-årige kort tid efter overfaldet.

Vedkommende luftede en sort/hvid hund og bedes kontakte os på telefonnummer 114.

Øvrige vidner med oplysninger om sagen opfordres også til at ringe til politiet, hvis de måtte have set eller hørt noget med relevans for efterforskningen.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved dagens grundlovsforhør og om varetægtsfængsling af begge de 18-årige mænd.