I forbindelse med urolighederne blev flere bidt af hunde. Her tjekkiske fans senere på aftenene ved Jagtvej i København.
Politiet har frihedsberøvet cirka 25 mennesker ved Parken i København, efter at tilhængere af Sparta Prag og FC København tirsdag aften kom i slagsmål.
Det oplyser politiet.
Slagsmålet skete forud for de klubbers møde i Champions League-kvalifikationen.
Fotos viser, at civilklædte politifolk brugte deres stave mod flere personer på stedet.
I Københavns Politi oplyser vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard, at nogle tjekkiske fans tilsyneladende opsøgte tilhængere af FCK, og at det lykkedes at få en konfrontation. Derefter gik politiet i aktion.
– Vi fik afbrudt slagsmålet, siger Jesper Bangsgaard.
De omkring 25 er foreløbig tilbageholdt i medfør af politiloven. Den giver politiet beføjelse til at frihedsberøve borgere i op til seks timer for at forebygge lovovertrædelser.
Ved 19.30-tiden kan vicepolitiinspektøren ikke sige, om der både er tjekker og danskere blandt de frihedsberøvede personer.
Muligvis vil nogle af de 25 senere blive sigtet for at begå lovovertrædelser.
/ritzau/