Foto: Toldstyrelsen.
Lørdag den 24. juni 2023 blev en varevogn stoppet i toldkontrollen på Rødbyhavn.
Føreren af varevognen fortalte tolderne, at han medbragte tæpper og puder til familie og venner.
En nærmere kontrol viste dog, at der også var 506 kilo vandpibetobak i lastrummet.
Tobak der ikke var betalt afgifter af.
– Vi ser løbende vandpibetobak i vores kontroller på grænsen, men det er ikke hver dag, vi ser så mange hundrede kilo på én gang. På tobaksområdet går statskassen årligt glip af millioner i manglende afgifter, og derfor har vi intensiveret kontrollen med hjælp fra bl.a. politiet, Skattestyrelsen og en række udenlandske myndigheder, siger Michael Lund, kontroldirektør i Toldstyrelsen.
Da der ikke er betalt afgifter af vandpibetobakken, er sagen overdraget til Skattestyrelsen. Skattestyrelsen vurderer umiddelbart, at de manglende afgifter udgør omkring 750.000 kr.
– Når tolderne stopper en sådan mængde tobak fra et andet EU-land, og der ikke er betalt afgifter, så tilbageholder vi i første omgang varerne. Når vi har gjort regningen op, og den manglende afgift udgør over 500.000 kr., vil sagen bliver overdraget til politiet, der herefter vil vurdere, om der ud over betaling af manglende afgifter, er grundlag for en straffesag, siger Anne Sofie Hedemann, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Toldstyrelsen finder generelt vandpibetobak på tværs af transportmidler, fra rejsende i lufthavne til containere på anløbne skibe i havne og i postpakker i landets postcentre. De seneste tal på tobaksområdet viser, at Toldstyrelsen tilbageholdte 1.083 kg vandpibetobak i 2022.