Krigsveteran overfaldt sin ven med økse på Bornholm


    En 45-årig tidligere FN-soldat er tirsdag i Retten på Bornholm blevet idømt et år og tre måneders fængsel for blandt andet at have overfaldet en ven med en økse.

    Det skriver retten på sin hjemmeside.
    Overfaldet fandt sted tidligt en søndag aften i februar og gik ud over en 37-årig mand, der blev overfaldet i sit hjem nær Østermarie.
    Påvirket af stoffer og alkohol angreb den nu dømte i et anfald af jalousi sin ven, der blev slået med både den skarpe og stumpe side af øksen. Han mistænkte vennen for at gå i seng med sin kone.

    Offeret kom dog ikke alvorligt til skade. Angrebet gik mest ud over hans hænder, da han værgede for sig, fortalte politiet til Ritzau i forbindelse med overfaldet.
    Samme aften blev den 45-årige anholdt med knap fem gram amfetamin – i daglig tale kaldet speed – i lommen.

    Foruden overfaldet i februar blev han dømt for vold og trusler mod den samme ven tilbage i 2014, oplyser retten på sin hjemmeside.

    Ifølge bornholm.nu slog han ved den lejlighed vennen i brystet med skaftet på en foldekniv. Senere holdt han knivens blad for halsen af sit offer på grund af gæld til en fælles bekendt.

    Den 45-årige, der har gjort tjeneste i Eksjugoslavien, er tidligere dømt for drab og drabsforsøg.
    Forbrydelsen fandt sted tidligt om morgenen 24. april 2006 i landsbyen Brandstrup på Lolland.

    I en rus af amfetamin og vodka skød han en ven i ryggen med en pistol og kort efter sårede han en anden mand med endnu et skud.
    Også dengang var motivet jalousi, da han led af vrangforestillinger om, at de to mænd og flere andre havde været i seng med hans kone.
    I sommeren 2007 blev han i Østre Landsret idømt 16 års fængsel for drab og drabsforsøg.
    Dommen blev dog senere ændret. Højesteret besluttede nemlig at sagen mod ekssoldaten skulle gå om, fordi retsformanden i Østre Landsret ikke havde givet nævningene en ordentlig instruktion, inden de gik til votering.
    I den nye sag blev han i stedet dømt til anbringelser på en psykiatrisk hospital.

    /ritzau/