Skudramt kvinde forsøgte at spille død under skyderi i Field’s


    En kvinde er klemt fast blandt andre paniske mennesker på en rulletrappe i storcentret Field’s, da en gerningsmand peger sit gevær i deres retning og trykker på aftrækkeren.

    Det fortæller kvinden i Københavns Byret tirsdag, hvor sagen om skyderiet behandles.

    – Jeg bliver ramt i ryggen. Det husker jeg. Det går hurtigt.

    – Jeg bliver også ramt i benet, men det lægger jeg ikke mærke til med det samme, fortæller et tydeligt berørt offer.

    Rulletrappen forbliver aktiv og slæber kvinden med ned til enden, hvor gerningsmanden står med sit gevær.

    – Jeg prøver at være stille, som man ser i film. Jeg prøver at spille død. Jeg kigger op, og så står han for enden af rulletrappen. Jeg kan se, han står med geværet i hånden.

    Gerningsmanden står lige ved siden af kvinden, der har lagt en cardigan over sit ansigt. Hun kan akkurat se, hvad der foregår omkring hende.

    Hun forsøger at få vejrtrækningen under kontrol, men hun har svært ved at holde fokus.

    I mellemtiden forlader gerningsmanden området omkring rulletrappen, siger hun.

    – Da skriger jeg, alt hvad jeg kan, på min datter. Hun svarer mig. Hun ligger under nogle andre midt på rulletrappen. Vi kom jo fra hinanden.

    – Hun (datteren, red.) har ikke set, at jeg er blevet skudt. Hun kommer ned og står ved mig.

    – Jeg siger til hende, at jeg er okay. Hun ser, hvad der er sket. Hun er chokeret, kan jeg høre på hende stemme. Hun skal tage med nogle voksne ud og ringe til sin far, fortæller jeg hende.

    Mange løber hen over kvinden, der stadig ligger for enden af rulletrappen. Men nogle stopper også op og får hjulpet hende væk fra gerningsstedet.

    En række andre vidner har også fortalt om deres oplevelser omkring den samme rulletrappe i storcentret i løbet af tirsdagens retsmøde.

    En ung kvinde flygter lige som mange andre fra rulletrappen, mens hun hører flere brag.

    – Jeg tror, der er sprunget en bombe, for braget er så højt.

    – Og så tror jeg, det er en trykbølge, der rammer mig. Men da jeg kigger ned, kan jeg godt se, at min arm ser underlig ud.

    – Men vi løber videre. Vi er sammen med en stor gruppe. Jeg forstår der, at jeg er blevet skudt.

    I alt har ni vidner udtalt sig om deres oplevelser tirsdag. De fortæller alle om kaotiske og paniske situationer i storcentret.

    Siden frokost har den 23-årige tiltalte mand ikke været til stede i retslokalet.

    Lige som mandag fik han lov til at forlade byretten.

    Næste retsmøde er 20. juni. Der falder dom 5. juli.

    /ritzau/