Hashsmuglere anholdt: To af de anholdte er rockere


Arkivfoto


I en koordineret anholdelsesaktion er tre mænd på Fyn og i Syd- og Sønderjylland blevet anholdt.

Mændene er sigtet for modtagelse og videredistribution af store mængder hash i Danmark.

Desuden er to mænd blevet anholdt i Spanien i samarbejde med Policía Nacional.

De er sigtet for at smugle hashen fra Spanien til Danmark.

To af de anholdte mænd er medlem af en rockergruppering.

Politiet oplyser ikke hvilken rockergruppe. De oplyser heller ikke om rockerne er blandt de anholdte i Danmark eller Spanien.

De anholdte i Danmark er tre mænd på 33, 33 og 41 år.

Mændene er sigtet for over flere omgange i perioden fra juli til december 2020 at have modtaget og videredistribueret cirka et ton hash i Danmark, der er indsmuglet fra Spanien.

Som en del af den koordinerede anholdelsesaktion har NSK i samarbejde med det spanske politi, Policía Nacional, desuden anholdt to mænd på 57 og 31 år i området omkring Marbella i Spanien.

Mændene er sigtet for samlet at have indsmuglet to tons hash fra Spanien til Danmark i perioden fra juli til december 2020.

De tre mænd, der er anholdt i Danmark, vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling.

Der vil blive anmodet om dørlukning under grundlovsforhøret.

De to mænd, der blev anholdt i Spanien, er foreløbigt varetægtsfængslet.

NSK er i kontakt med de spanske myndigheder med henblik på udlevering af mændene til Danmark.

”På baggrund af godt internationalt samarbejde med de spanske myndigheder har vi ved en koordineret anholdelsesaktion anholdt fem mænd i Danmark og Spanien. Vi har mistanke om, at mændene er en del af et organiseret narkotikanetværk, der har indsmuglet store mængder hash fra Spanien til Danmark, hvor narkotikaen er blevet videredistribueret i det kriminelle miljø. Med anholdelserne har vi fjernet et centralt led i et organiseret narkotikanetværk”, siger vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen.