Offentligheden er forment adgang. Her optagelser fra sidste år, hvor der også blev læsset amerikansk militærudstyr i Esbjerg.
Søndag er omkring 30 amerikanske helikoptere, 1000 køretøjer og en række andet militært materiel ankommet til Esbjerg Havn.
Det skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.
Torsdag meldte Forsvaret og politiet ud, at der ville blive etableret to midlertidige militære områder i Esbjerg. Områderne vil være midlertidige militære områder frem til 9. juni.
Konkret har Danmark lagt havn til transporten af amerikansk udstyr til USA’s øgede tilstedeværelse i Europa.
Med de midlertidige militære områder yder Danmark værtsnationsstøtte. Det handler om, hvordan et land kan modtage udstyr hurtigt i regi af Nato og fragte der videre.
Ifølge Forsvaret er det også en øvelse i at bruge danske havne som springbræt. Det skal sikre, at fremtidige operationer kan køre hurtigt.
– Det er en øvelse, der kræver koordination, overblik og tunge logistiske kompetencer, når der skal tages imod store mængder materiel. Derfor er det god træning for Forsvaret, lyder det i pressemeddelelsen.
De midlertidige områder bliver bevogtet af Hjemmeværnet. Offentligheden er forment adgang.
/ritzau/