Sigtelse: Dødspatruljen fra Sverige bag knivangreb hos frisør


Arkivfoto.


Det var ifølge politiets sigtelse medlemmer af den svenske bande Dødspatruljen, der i november stod bag et knivangreb i frisørsalonen Stjerne Klip i Emdrup ved København.

Sigtelsen er blevet fremlagt tirsdag i Retten på Frederiksberg, hvor en 23-årig mand som den tredje er blevet varetægtsfængslet i sagen.

Fredag i sidste uge blev en anden 23-årig mand fængslet i sagen.

– Der er efter vores opfattelse tale om et drabsforsøg, der har baggrund i et opgør i bandemiljøet, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet.

Med de to fængslinger sidder tre mænd nu fængslet i sagen. I januar anholdt politiet en 24-årig mand, som blev stillet for en dommer og varetægtsfængslet.

– De to, der er blevet fængslet i denne omgang, er blevet udleveret fra Spanien, hvor de er anholdt, fortæller Knud Hvass.

Det var ved højlys dag, da flere gerningsmænd iført sort tøj mødte op ved Stjerne Klip. Her blev en 24-årig mand stukket med kniv i ryggen, låret og hovedet.

Ifølge politiets sigtelse var offeret i livsfare, fordi hans ene lunge blev punkteret af knivstikkene. De tre fængslede mænd er alle sigtet for drabsforsøg.

Den svenske bande Dödspatrullen – på dansk Dødspatruljen – er flere gange blevet sat i forbindelse med alvorlig kriminalitet i Danmark. Blandt andet var det banden, som stod bag et dobbeltdrab på to svenske mænd i Sennepshaven i Herlev i 2019.

Dødspatruljen har sit udspring i Stockholm-forstaden Rinkeby. I Sverige er banden sat i forbindelse med flere drab og drabsforsøg.

/ritzau/