Arkivfoto
Et knivstikkeri i Superbrugsen på Nørrebrogade i København sidst i januar har efter politiets opfattelse tråde til en konflikt i bandemiljøet.
Det viser oplysninger fremlagt i Københavns Byret torsdag.
I retten er seks drenge og mænd torsdag blevet stillet for en dommer i sagen, hvor to mænd blev ofre for livstruende knivstik.
Det ene offer, en 22-årig mand, blev ifølge politiets sigtelse stukket mindst 15 gange og fik hjertestop.
Det andet offer, en mand på 23 år, blev stukket en enkelt gang i venstre side af bugen. Stikket beskadigede både pulsårer og lever.
Begge mænd overlevede den brutale aktion, som ud fra beskrivelsen i politiets sigtelse at dømme virkede særdeles veltilrettelagt.
Det hele begyndte først på aftenen 27. januar klokken 18.35 på Nørrebrogade nær krydset ved Solitudevej.
Her rettede en af de nu sigtede – en 16-årig dreng – henvendelse til den 22-årige mand. Efter en kort ordveksling løb den 22-årige fra stedet og hen i Superbrugsen nærved.
Politiet beskriver det i sigtelsen som, at den 22-årige søgte tilflugt i supermarkedet.
Den 16-årige tog efterfølgende kontakt til gruppen af medsigtede samt flere andre, som politiet endnu ikke har fastslået identiteten på. Efter få minutter var de på stedet.
Først gik nogle ind, mens andre ventede udenfor. Siden gik flere ind, og selv om den 22-årige havde søgt tilflugt i baglokalet, lykkedes det til sidst for den knivbevæbnede gruppe at finde frem til ham.
Ifølge politiets sigtelse var dette overfald et led i en konflikt mellem banden Loyal To Familia (LTF) og en gruppe, som ikke navngives i sigtelsen. Den beskrives som en gruppering med primær tilknytning til Ydre Nørrebro og København NV.
Den 23-årige, som også blev livsfarligt såret, blev stukket, da gruppen flygtede fra butikken. Det havde ifølge politiets sigtelse ikke noget med bandekonflikten at gøre.
Allerede dagen efter episoden sagde efterforskningsleder Bjarke Dalsgaard fra Københavns Politi også, at den 23-årig lignede et tilfældigt offer.
De sigtede, som er mellem 16 og 20 år gamle, nægter sig skyldige. Fire af dem var allerede fængslet i andre sager, mens to af dem blev anholdt onsdag formiddag.
Alle seks blev ved torsdagens retsmøde varetægtsfængslet i sagen.
/ritzau/