Kreativ chauffør: Bakkede lastbil på motorvej – mente vognen var for høj til bro


Arkivfoto


Hvad gør man, hvis lastbilen er for høj?

Så bakker man, også gerne på motorvejen.

Det var tilsyneladende det, som skete mandag aften klokken 17:31 på Vestmotorvejen i Korsør.

Her gik det pludselig op for en 50-årig lastbilchauffør, at hans lastbil formentlig var for høj til at køre under en af motorvejsbroerne.

Derfor stoppede han umiddelbart inden broen og valgte at bakke til afkørsel 41.

Der var mange, der så den farlige situation, og politiet var kort efter på stedet.

Politipatruljerne fik afspærret motorvejen og fik gelejdet lastbilen til en rasteplads.

Her fik den 50-årige en sigtelse efter færdselsloven.