Skaldet mand med hund vred over parkering: Angreb bilist og knuste hans sidespejl


Arkivfoto


En 57-årig mand blev torsdag eftermiddag overfaldet af en skaldet hundelufter, der var utilfreds med hans parkering.

Det skete ved et supermarked på Næstvedvej ved Ringsted.

Politiet rykkede ud til supermarkedet og fik kontakt til den 57-årige bilist.

Han havde ikke nogen synlige skader, men fremviste et ødelagt sidespejl på sin personbil på parkeringspladsen.

Den 57-årige havde parkeret sin bil tæt på en stis udmunding på parkeringspladsen.

En fremmed og skaldet mand udtalte sin utilfredshed hermed, da han kom gående sammen med en kvinde og en hund.

Den 57-årige kommenterede den skaldede mands udtalelser og fortsatte mod indgangen til supermarkedet.

Det fik den skaldede mand til at angribe bilisten med et hårdt skub i ryggen.

Herefter så bilisten og nogle vidner den skaldede mand løbe hen til personbilen, hvis ene sidespejl blev sparket i stykker.

Den skaldede mand forlod sammen med hunden herefter stedet ad en sti i retning mod Kristoffersvej.

Politiet har optaget rapporter om både vold og hærværk i et forsøg på at få identificeret den skaldede mand, der er omkring 40 til 50 år.

Der er både indhentet vidneforklaringer og eventuel overvågning fra supermarkedet.

Desuden vil politiet gerne i forbindelse med personer, der måtte have set episoderne eller dele heraf ved supermarkedet, idet politiet trods eftersøgning i området ikke fandt den mistænkte.

Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.