Den formodede pistolmand bag drabet af syv personer torsdag aften i Hamburg begik selvmord, da politiet ankom til gerningsstedet.
Det siger delstaten Hamburgs senator for indenrigsanliggender, Andy Grote, fredag middag på et pressemøde ifølge Reuters.
– Hamburg har aldrig set et masseskyderi som dette, siger Andy Grote.
Det var fire mænd, to kvinder og et ufødt pigebarn, som ifølge Hamburgs statsanklager, Ralf Peter Anders, blev dræbt i skyderiet, der fandt sted i en kirke tilhørende Jehovas Vidner.
Moren til barnet overlevede ifølge Hamburgs politichef, Matthias Tresp.
I alt var 50 mennesker torsdag aften samlet i kirken.
Gerningsmanden var en 35-årig tysk statsborger og selv tidligere medlem af Jehovas Vidner ifølge myndighederne.
Han havde ifølge statsanklageren siden december haft våbentilladelse til en semiautomatisk pistol.
– Motivet er stadig ukendt, men det er ikke politisk, siger Ralf Peter Anders.
Den formodede gerningsmand havde ifølge politiet en ren straffeattest.
Ved en ransagning af den formodede gerningsmands lejlighed fredag fandt politiet ifølge statsanklageren 15 fyldte magasiner.
Til selve skyderiet brugte han ifølge Matthias Tresp ni magasiner.
– Det er muligt, at angrebsmanden led af en mental sygdom, siger Matthias Tresp.
Han siger yderligere, at havde politiet ikke handlet så hurtigt, som de gjorde, kunne flere være blevet dræbt.
– Politiaktionen var hurtig og gik så godt, som den kunne, omstændighederne taget i betragtning, siger Matthias Tresp.
Den tyske kansler, Olaf Scholz, sendte tidligere fredag sine tanker til ofrene for skudepisoden.
– Mine tanker er med ofrene og deres familier. Og med sikkerhedsstyrkerne, der stod over for en svær aktion, skrev han fredag morgen på Twitter.
/ritzau/