Fire personer er stukket med kniv i Valby


Københavns Politi er lørdag kort efter midnat talstærkt til stede i Valby, hvor der har været et knivstikkeri.

Det oplyser Martin Kajberg, der er vagtchef ved Københavns Politi.

Han fortæller, at fire personer er blevet stukket med kniv. Ingen af dem er umiddelbart kommet alvorligt til skade, oplyser vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 00.07.

– Lige nu arbejder vi på at danne os et overblik, siger Martin Kajberg ved 00.30-tiden.

Der er endnu ingen anholdte i sagen, som politiet formoder ikke er banderelateret.

Politiet er endnu ikke sikker på, hvor det præcise gerningssted er.

/ritzau/