Flere drenge afpresses økonomisk med nøgenbilleder online


    Arkivfoto

    Red Barnet oplever “et stærkt stigende” antal henvendelser fra drenge, der bliver afpresset med intime billeder af dem selv. Som regel bliver drengene truet med, at familie og venner får de intime billeder, hvis ikke de sender penge til afpresseren.

    Det skriver Red Barnet i en pressemeddelelse.

    Henvendelserne begyndte sidste sommer og er siden steget, så Red Barnets rådgivning flere gange ugentligt bliver kontaktet af drenge, der bliver afpresset.

    Det fortæller Carina Ringive, der er digital trivselsrådgiver og talsperson i Red Barnet. Hun sidder i Red Barnets SletDet Rådgivning, der er en fortrolig rådgivning til unge, og er ofte i kontakt med drengene.

    – Det første, vi kan gøre, er at yde psykologisk førstehjælp. Og det er, fordi vi er rådgivere og kender de her digitale krænkelser så indgående, at vi ved, hvordan det føles for børn og unge at sidde i en situation, hvor man er blevet krænket.

    – Når de ringer ind, er de ofte i en situation, hvor de er i gråd, og hvor de føler, at de har mistet kontrollen over det her. Man kan simpelthen ikke ringe til Meta som barn og fortælle, hvad man oplever, siger hun.

    Som rådgiver oplever hun ofte, at drengene peger pilen mod sig selv og er meget skamfulde. Men det er ikke skamfuldt, understreger Carina Ringive. Det er afpresseren, der gør noget ulovligt mod dem.

    Efter den psykologiske førstehjælp kan Red Barnet tage kontakt til det sociale medie, hvor de intime billeder ligger og gøre dem opmærksomme på, at der ligger noget ulovligt materiale, der skal fjernes.

    – Hvis vi får lov af drengene til at få nogle informationer på de her profiler, så kan vi skrive til de sociale medier på vegne af dem og gøre opmærksom på det ulovlige materiale, som skal tages ned.

    – Og så er det ofte også i den forbindelse, at det skal anmeldes til politiet. Så der hjælper vi drengene med at lave en anmeldelse på den her afpresningssag, siger hun.

    Afpresseren får som regel fat i de intime billeder ved at hacke drengenes telefon, eller ved at udgive sig for at være en jævnaldrende pige. Når drengene så har vist sig afklædt, afslører afpresseren sig.

    Som regel bliver drengene, der er mellem 14 og 17 år – afpresset for mellem 2000 og 10.000 kroner.

    /ritzau/