Arkivfoto
De fleste bilisters værste mareridt.
Du kan være lige så dygtig en bilist, som det overhovedet er muligt.
Men, hvis en modkørende tosse pludselig skifter bane, er du chanceløs.
Mandag aften anmeldte adskillige bilister, at de havde mødt ikke blot én, men to spøgelsesbilister.
De kørte sydpå ad Sydmotorvejen, men i det nordgående spor.
Flere trafikanter måtte foretage bratte undvigemanøvrer for ikke at havne i et sammenstød.
Flere politipatruljer blev sendt til motorvejen, hvor politiet fik standset de to bilister.
Den ene var en 76-årig kvinde fra Holbæk og den anden en 86-årig mand fra Væggerløse.
Det er endnu ikke fastslået, om der er nogen forbindelse mellem de to trafikanter, men de blev begge to sigtet for ikke at rette sig efter anvisningerne for færdslen.
Den 86-årige blev også sigtet for at forvolde fare for andres liv eller førlighed.
Begge biler blev beslaglagt på stedet.
Der skete heldigvis ingen sammenstød.
Politiet hører gerne fra trafikanter, herunder især føreren af en hvid kassevogn og en lastbil, som måtte undvige for at undgå et sammenstød.
Ring til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.