Spøgelsesbilist kører frontalt ind i bil på motorvej


Politi og redning på ulykkesstedet ved Harlev

To biler er fredag formiddag stødt frontalt sammen på Herningmotorvejen ved Harlev. Den ene bilist er en spøgelsesbilist, oplyser Østjyllands Politi.

Det er fredag klokken 12 kort efter ulykken endnu for tidligt at sige, hvor mange der er involveret i ulykken. Ligeledes vides det ikke, hvor alvorligt bilisterne er kommet til skade.

Politiet oplyser dog, at ulykken er "alvorlig".

- Vi ved ind til videre, at to biler er involveret, og den ene er en spøgelsesbilist, siger pressemedarbejder Jeanette Løv Rasmussen fra Østjyllands Politi.

Ulykken er sket i retning mod Silkeborg ved afkørsel 22 Skovby, og begge spor er spærret, mens redningspersonale arbejder på stedet.

Det oplyser Vejdirektoratet, der tidligst forventer, at sporene genåbner klokken 14.


Politi og redning på ulykkesstedet ved Harlev

Trafikken ledes på grund af afspærringen af ved afkørsel 22, og bilister kan køre ad Århusvej for at komme på motorvejen ved afkørsel 23 igen. Vejdirektoratet forventer forlænget rejsetid på ruten ind til midt på eftermiddagen.

Jeanette Løv Rasmussen opfordrer derfor bilister på motorvejen til at tage hensyn.

- Vi opfordrer folk til, at de tager hensyn og viser tålmodighed, siger hun.


Politi og redning på ulykkesstedet ved Harlev

/ritzau/