Restaurant med gæster blev beskudt – politi søger vidner


    Arkivfoto.


    Der blev søndag aften skudt mod en restaurant i Jernbanegade i Nykøbing Falster.

    Det bekræfter fungerende vicepolitiinspektør Rune Nilsson fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mandag.

    – Vi får en anmeldelse og kan konstatere, at der er afgivet skud mod restauranten. Det gør selvfølgelig, at vi tager denne her hændelse meget alvorligt, siger han.

    Anmeldelsen blev modtaget omkring klokken 19.30.

    Søndag aften blev episoden beskrevet som et mistænkeligt forhold. Men indehaveren af restaurant Panino fortalte til mediet Folketidende, at der blev skudt mod hans restaurant, mens der var gæster i restauranten.

    Ingen blev ramt, og mandag formiddag er ingen endnu anholdt. Det er uvist, om der blev forsøgt skudt efter personer eller blot for at skræmme. Men lokalbefolkningen skal ikke være nervøs, lyder det.

    – Det er ikke vores indtryk, at den gængse borger i Nykøbing har nogen grund til bekymring, siger Rune Nilsson.

    Politiet har tidligere meldt ud, at hændelsen skete i Skolegade, men der er retteligt tale om Jernbanegade.

    Mandag er politiet fortsat på gerningsstedet, hvor man foretager undersøgelser.

    – Vi foretager undersøgelser, indhenter videoovervågning og taler med vidner, siger Rune Nilsson.

    Han fortæller, at politiet er meget interesseret i at tale med vidner, som har set eller hørt noget i forbindelse med skyderiet. De vil også gerne høre fra erhvervsdrivende eller private, som kan have videoovervågning fra området.

    Politiet vil ikke ud med, hvor mange skud der er blevet affyret.

    /ritzau/