Nyt skyderi: Område afspærret efter melding om skud


Københavns Politi har torsdag aften afspærret et område omkring Frederiksberg Allé efter en anmeldelse om skud.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.

– Vi får en anmeldelse klokken 18.11 om, at der skulle være afgivet et skud på Frederiksberg Allé. Det er vi nu i gang med at efterforske, siger vagtchefen.

– Vi er ved at afhøre vidner dernede og se, hvad vi kan komme frem til, siger han.

Umiddelbart er meldingen, at der er ikke nogen tilskadekomne.

Politiet har spærret det stykke af Frederiksberg Allé af, der går fra Platanvej til Alhambravej.

Det er kun en dag siden, at der senest var et skyderi i København.

Onsdag aften affyrede ukendte gerningsmænd skud mod en vandpibecafé i Nordvest, hvor gæster var samlet for at se Champions League.

/ritzau/