Ærgerligt: Havde stor klump hash på sofabordet, da politiet kom efter hans roomie


Arkivfoto

Politiet henvendte sig torsdag formiddag på en adresse i Strøby Egede på Stevns.

De ledte efter en 19-årig mand i den landsdækkende aktion mod muldyr i sager om hvidvaskning af penge fra bedragerisager over for især ældre borgere.

Den 19-årige mistænkte var ikke på adressen, men politiet traf på stedet en anden 19-årig mand fra Store-Heddinge.

Han erkendte at være ejer af en større klump hash, der lå frit fremme på et sofabord.

Hashen blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, som den 19-årige blev sigtet for.

Han kan nu forvente at få en bøde for besiddelsen af hashen.

Politiet fik efterfølgende lokaliseret den anden 19-årige, så han kunne anholdes, sigtes og afhøres om sin rolle i en såkaldt muldyrssag.

Han blev løsladt efter afhøringen og kan således også forvente at høre nærmere fra politiet, når efterforskningen er afsluttet for hans rolle i sagerne efter den landsdækkende aktion.